hiking-herbert-brandt-001

icon-hiking icon-car icon-bike icon-swimming icon-castle icon-village icon-sightseeing
Forslag til
vandreture
Forslag til
bilture
Forslag til
cykelture
De bedste
strande
Læs om byerne
i området
Læs om Canillas
de Aceituno
Alt det andet
i området

Vi har selv været afsted på vandring på egen hånd mange gange, hvilket har været uforglemmelige ture. Men husk nu, at det er altså den helt store natur vi her har med at gøre! Hvis man pludselig træder forkert og forstuver sin ankel, kan der pludselig været meget langt ned fra bjergene!

På turistkontorene i fx. Canillas de Aceituno, Velez Malaga og Competa, kan du få massevis af gratis gode rutebeskrivelser. Men selv om du kan få detaljerede kort, så ved de lokale guider, hvor de bedste ruter er, hvor de flotteste udsigter er, hvor man skal være forsigtig etc. Og hvis du tidligere har prøvet at gå bare lidt forkert på en vandringssti, ved du, hvor hurtigt man kan komme på afveje! Hvis du medbringer en guide, sikre du, at turen bliver en succes, og du ikke kommer til at spendere din vandringstur med at fare vild og forsøge at komme tilbage på stien igen. Se kontaktliste for yderligere info.

Vandring i Andalusien

Canillas de Aceituno

Fra Canillas de Aceituno er der nem adgang til talrige stier ud i landskabet. Vores byhus er et ideelt udgangspunkt for talrige vandringsstier ud i landskabet. Bare på med udstyret, de gode vandringssko og så afsted op til toppen af bjerget La maroma, eller en af de mange andre spor I finder beskrevet på nedenstående kort.   

Bjerglandsbyerne

I kan også tage jeres udgangspunkt for en vandretur fra en af de mange landsbyer, som ligger på kanten af Tejeda National Park på den naturskønne Mudejar Architecture rute. Altså byerne: Alcaucin - Sedella - Salares - Archez - Canillas de Albaida og Competa. I finder en beskrivelse af disse byer her. I kan altså tage hen til en af disse byer en tidlig morgenstund, parkere bilen, ud og vandre, og så vende tilbage til bilen om eftermiddagen.

Rekreationsområderne

I kan også med fordel bruge de forskellige rekreationsområder som udgangspunkt. Disse er placeret lidt bagved byerne, der er gode skilte, som viser jer vej hertil, og I sparer samtidig den første del af traveturen - Der findes rekreationsområdet Pinarillo i udkanten af Nerja - Fabbrica de Luz, i udkanten af Canillas de Albaida (Bemærk der findes to "Lysfabrikker" - se nærmere nedenfor under forslag til vandreture) - El Cortijo del Alcazar i udkanten af Alcaucin - og  Casa de la Mina Pradillos - i bjergene bag ved Cómpeta. Her skal du dog tage en hest fra landsbyen og op til området, da vejen ikke er farbar med bil.

------------------------------

På kortet herunder har vi markeret de flottest bjergetoppe og peak for vandring i Andalusien. Endvidere er også markeret langdistance-stien GR7, som er en del af et netværk af Senderos de Gran Recorrido, og udgør den vestligste del af den europæiske vandrerute E4. Vandring i Andalusien er meget velorganiseret og stort set overalt er vandringsstierne tydeligt afmærket, ligesom der findes massevis af fine oversigtskilte ved starten af langt de fleste vandringsspor. Har du lyst til vandring i Andalusien bør du dog bestemt ikke tage let på naturen. Den er flot og smuk, men også stor og barsk, så vær sikker på at have godt med vand med og lad være med at overvurdere egne evner. Du skal jo gerne både op og ned igen!
 

 

El Parque Natural de las Sierras de Tejeda

I Spanien findes 14 nationalparker (Parque Nacional). To af disse befinder sig i Andalusien - Parque Nacional de Sierra Nevada (85.900 ha.) og Parque Nacional de Doñana (54.250 ha.). Spanien har også omkring 127 naturparker (Parques Naturales). Fireogtyve af disse er i Andalusien. Vi befinder os på grænsen til naturparken El Parque Natural de las Sierras de Tejeda, Almijara y Alhama, der undertiden benævnes Tejeda naturpark (ford bjerget La Maroma også er kendt som ”Tejeda”). Denne naturpark er en del af Sierra Nevada bjergkæden - Sierra Nevada er spansk og betyder ”Snedækket bjerg”. Bjergkædens højeste toppe er Mulhacén (3.482 m), Pico del Veleta (3.397 m), Alcazaba (3.392 m) og La Maroma (2066 m.).

Når I vandre i El Parque Natural de las Sierras de Tejeda, Almijara y Alhama vil I opdage at de forskellige stier og vandringsruter er tydeligt forklaret på store oversigtsskilte, der detaljeret fortæller om de forskellige etapper. Undervejs er stierne afmærket i form af pæle, eller maling på klipperne. Endvidere er vandringsfolket jo et venligt folk, og der hvor man kan være i tvivl, eller hvor afmærkningen er mangelfuld, er der ofte stablet sten ovenpå hinanden (varder), som fortæller jer om den rigtige retning.

Bevæger vi os stik nord og over på den anden side af bjerget La Maroma, kommer vi først til en lille dal, og herefter naturparken Sierra de las Nieves (18.600 ha.), som er centreret om bjerget La Torrecilla (1919 m.) Dette naturområde er bestemt også værd at udforske. Det er erklæret biosfærereservat af UNESCO og har en rig variation af flora og fauna. Der er et betydeligt antal store huler (spansk: Cueva, engelsk: Cave) i parken. Flere tager den traditionelle form af horisontale huler, men naturparken er mere berømt for sine huller (spansk: "Hoyos" eller "Simas").

hiking-canillas-001  hiking-canillas-003 hiking-canillas-002

 

Helt til tops!

På oversigtskortet har vi markeret de flotteste bjerge og peak. I sagens natur kan du vælge at gå op på den ene side og ned på den anden, men du kan også vælge at gå op til højdepunktet og ned igen den samme vej. Oftest har du mulighed for at vælge en lidt anden rute på vejen ned, og alligvel komme tilbage til dit udgangspunkt. Undervejs har du rig mulighed for at se bjerggeder, ørne etc.
 

La Maroma / 2066 meter
Udsigten bliver bare flottere og flottere, efterhånden som I bevæger jer op af dette prægtige bjerg. Undervejs er der mulighed for at få fyldt vandflaskerne med det koldeste og skønnest kildevand, som bare pibler ud af bjerget. På toppen kan dervære lidt vindblæst, men undervejs er massevis af muligheder for at nyde lidt frokost på vindstille steder. Turen er omkring 20 km. og tager omkring 8 timer plus pauser.

La Torrecilla / 1919 meter
Her har I så bevæget jer over i naturreservatet Sierra de las Nieves. Her er fred og idyl. Den maleriske andalusiske natur er enestående med bølgende bjerge og imponerende frugtplantager. Naturparken er centreret om bjerget La Torrecilla, der bestemt er værd at "besejre". Undervejs ser du massevis af skilte til de mange huller (Hoyos, Simas) og grotter (Cuevas)  som Sierra de las Nieves er så kendt for. De mest berømte er "Hoyos del Pilar", "Hoyos de Lifa" og Cuevas del Moro"
 

Cerro Verde / 1068 meter og Cerro de los Majanos / 1664 meter
Cerro Verde er det 523'ende højeste bjerg i Spanien.  I kan starte fra landsbyen Canillas de Albaida. Herfra går du op til eremitagen af Santa Ana (639 m) i den øvre by. Og så når du op til rekreationsområdet Fabbrica de Luz, som er et populært område til frokost, grill og ”skovtur” – især i weekenden. Du kan naturligvis også blot starte her! Der går nemlig en asfalteret vej helt herop, så bare tag bilen det første stykke!

Navachica / 1511 meter
Start ved indgangen til Nerja drypstenshulerne, hvorfra der er en sti, der fører dig cirka 1 km. op til rekreationsområdet Pinarillo. Fortsæt yderligere 6 km. til Fuente del Esparto  - en fontæne som får sit kildevand fra bjerget Pico del Cielo (1508 m) et af de højeste i Sierra de Almijara bjergmassivet (hvilket blot betyder stort sammenhængende område med et eller flere bjerge). Du kan også køre bilen helt herop og starte her. Undervejs på turen til toppen af bjerg Navachica vil du passere nogle miner - Mina del Uno og La Furia  - og her er det vigtigt, at du holder dig til de afmærkede ruter, da minernes ventilationsskakte stadig er åbne og delvist camoufleret af bevoksning. Cirka en km efter minierne kan du vælge at dreje til venstre og vandre op til toppen af bjerget Almendron (1514 m.).
 

hiking-top-la-maroma  hiking-top-navachica hiking-top-varde
 Toppen af La Maroma  Cumbre del Navachica  Toppen af Cerro verde

 

El Camino / pilgrimsrute GR7

De fleste pilgrimsveje opstod i middelalderen, men der bliver fortsat skabt nye pilgrimsruter. Pilgrimsveje til Santiago, kaldes for Jakobsveje. Mange europæiske lande har særlige Jakobsforeninger, som udelukkende beskæftiger sig med pilgrimsture til Santiago de Compostela. Foreningerne bestemmer også, hvilke veje der officielt skal anerkendes som Jakobsveje.

Overalt i Europa findes disse Jakobsveje, der alle fører til Santiago de Compostela. Alle ruterne i Europa forener sig til fire store veje i Frankrig, som munder ud i en eneste hovedvej i Spanien, den såkaldte Camino de Santiago (El Camino). Ordet "camino" betyder "vej" på spansk, og når man bruger det i sammenhæng med Santiago de Compostella, henviser man til den vej, som de gående pilgrimme skal følge, for at nå denne hellige by. Man kan naturligvis vælge at gå hele vejen fra sin bopæl til Santiago de Compostela, men alt efter smag og behag samt fysisk udholdendehed vælger de fleste dog at rejse med fly eller anden transport til et udgangspunkt lidt nærmere Santiago de Compostela og starter turen derfra. Man behøver ikke at gå, mange vælger eksempelvis at cykle på de smukke ruter.

Har du lyst til at prøve kræfter med pilgrimsruterne, så har du, praktisk talt nærmest i baghaven af byhuset, langdistance-stien GR7 (GR er forkortelse for "Gran Recorrido" / ”Long Journey”), som er en del af et netværk af Senderos de Gran Recorrido, og udgør den vestligste del af den europæiske vandrerute E4, der løber fra Spanien til Grækenland. GR 7 er 1900 km lang. Den løber op ad den østlige side af halvøen Spanien - ret tæt på Canillas de Aceituno! En del af ruten GR7 er markeret på ovenstående kort.

 

Vandring i Andalusien hele året rundt

Vandring i Andalusien er muligt hele året rundt. Er du interesseret i vejret på bestemte tidspunkter af året, eller hvilke dyr og blomster som du kan finde på bestemte tidspunkter af året så se vores afsnit om årets gang i Canillas de Aceituno. Her kan du læse om fester og højtider, samt om hvad de enkelte årstider byder på af unikke oplevelser. Jeg bliver ofte spurgt om det ideele tidspunkt for vandring i Andausien og mit svar er "hele året". Naturligvis kan der komme lidt regn om efterår og vinter, men der er bestemt også talrige rigtig fantastiske ideele dage til at vandre. Ligeledes kan der naturligvis være rigtig varmt om sommeren, men en god vandring er altid et spørgsmål om den rette påklædning. Husk også solcremen, hvilket i øvrigt gælder hele året rundt.

Vær opmærksom på at vejret i Andalusien er meget lokalt bestemt. Vores hvide bjerglandsby ligger blot 20 km fra havet, men vejret kan være meget forskelligt afhængig af om du opholder dig på kysten eller i bjergene. Undertiden er der ved kysten regn og tåge, mens solen skinner fra en skyfri himmel oppe i Canillas de Aceituno - og andre gange vice versa. Derfor er mit råd altid, at du checker den lokale vejrudsigt for det område du ønsker at vandre i. Brug eksempelvis vores egen Dansk Meteorologisk institut (DMI). Gå ind på deres forside og skriv navnet på den nærmeste by - eksempelvis Canillas de Aceituno.

 

Husk du har en ekspert i vandring lige ved hånden

Hvis I tager afsted på vandring og har brug for yderligere rådgivning, så kontakt mig endelig. Jeg har vandret i Andalusien i mere end 20 år og kender området indgående. Jeg har faret vild mange gange, Taget den forkerte sti og stået med en dal mellem mig og min parkerede bil mens mørket hurtigt sænkede sig over bjergene. Så jeg har prøvet at være på vildspor, men også fundet de flottest vandringsstier og de mest mageløse udsigtspunkter. Jeg ved sværhedsgraden af de forskellige vandringsture, hvor man skal passe på, etc. Har du brug for rådgivning til vandring i Andalusien, så kontakt mig endelig (altså hvis I har lejet vores byhus, ellers må I nøjes med oplysningerne her på siderne). Bare skriv til mig, eller kontakt mig via Skype. Vores kontaktoplysninger finder du her.
 

fotos-nederst-herbert-charlotte-hiking

Et hvil på vej ned fra bjerget La Maroma

icon-booking

 

Vandreture i Andalusien

Ønsker du at vandre i Andalusien så er her massevis af inspiration. Alle disse vandreture kræver intet særlig udstyr. Jeg elsker at vandre. Klatring og besejring af bjerge via klatreudstyr lader jeg andre om. Jeres udstyr skal således blot være almindelig godt vandregrej - gode sko, massevis af vand (ofte er der kilder undervejs, så I kan fylde nyt vand på), en god vandrerygsæk, en madpakke og almindelig sund fornuft. 

WWW.Wikiloc.com er et sted til at opdage og dele de bedste udendørs spor til vandreture, mountainbiking og mange andre aktiviteter. Jeg har lagt alle mine vandringsspor ind på denne fremragende hjemmeside, således at alle kan få glæde heraf. Nedenstående forslag til vandring øst for Malaga, er således blot til ekstra inspiration når du søger gode vandringsruter og stier.
 

Vandreture fra Canillas de Aceituno
 

Canillas de Aceituno – Vandreservoir

Længde tur/retur: Ca. 8 km.
Varighed: Afhængig af pauser ca. 4 timer.
Afstand fra Canillas de Aceituno: 0 km

Canillas de Aceituno – La Maroma

Længde tur/retur: Ca. 16 km.
Varighed: Afhængig af pauser ca. 7 timer.
Afstand fra Canillas de Aceituno: 0 km

Canillas de Aceituno – La Maroma - El Fuerte

Længde tur/retur: Ca. 27 km.
Varighed: Afhængig af pauser ca. 10 timer.
Afstand fra Canillas de Aceituno: 0 km

Bjerget La Maroma kan med fordel også bestiges fra parkeringspladsen El Roledal - hvor du altså går tværs over bjerget og ned på den anden side. Du følger altså hovedvejen A-402 om på den anden side af bjerget og starter der. En anden mulighed er at fra toppen af La Maroma så gå ned til byen Alcaucin. En dejlig by som bestemt er et besøg værd. Herfra kan du måske blive hentet, alternativt har de fin taxaservice i byen Alcaucin. På samme måde kan du vælge at gå op på La Maroma og gå ned til byen Sedella. Ligeledes en meget smuk tur. Herfra skal du naturligvis tilbage til byhuset i Canillas de Aceituno, men med lidt held får du nemt et lift. Og ellers så er gåturen på landevejen mellem Sedella og Canillas de Aceituno også en meget smuk tur.


Vandreture vestpå

El Torcal de Antequera - Tallerkenbjergene

Højdemeter: Stort set ingen dog afhængig af hvilken rute man vælger.
Længde tur/retur: Der er 3 ruter 1,5 km, 2,5 km og 4,5 km.
Varighed: Turene tager mellem 30 min. og 3 timer.
Afstand fra Canillas de Aceituno ca. 70 km.
Vandretur
: Naturreservatet El Torcal.

Kør mod byen Villanueva de la Concepción. Følg derefter skiltningen mod El Torcal. Vandreturen starter på parkeringspladsen ved informationscentret. En fin planche viser de forskellige ruter. Naturreservatet El Torcal er kendt for sine kalkstensformationer. Hele området var dækket af hav for ca. 1 million år siden, hvor jordskorpens voldsomme bevægelser skubbede det op og skabte bjerge i 1300 m højde. Kalkstenene bevarede herved deres lagdelte horisontale form. Regn og vind har gennem tiden fjernet de svageste dele af kalkstenene og skabt de mest fantastiske klippeformationer.

Der er en rig forekomst af fugle i reservatet, der er 17 km2 stort. Der er også smuk flora. Her findes massevis af orkideer og især ved forårstid er naturreservatet El Torcal smykket med blomster. El Torcal har huset talrige desperados gennem tiderne på grund af de mange slugter og huler, der giver gode muligheder for at skjule sig. De forskellige vandrestier skærer sig ind mellem klipperne. Der er som nævnt tre forskellige I kan vælge mellem. De er alle smukke og anbefalesværdige. Et godt sted at vandre.


Vandreture østpå

 

Salares - Ruta del Monte

Højdemeter: Ca.167 m.
Længde tur/retur: Ca. 3,5 km.
Varighed: Afhængig af pauser ca.2 timer.
Afstand fra Canillas de Aceituno: til start på vandringen er 13 km

Turen er en rundtur, der starter i Salares går via Los Tojos og Del Monte retur til Salares. Kør til Salares og parker bilen til højre langs hovedvejen lige i starten af byen .Gå ud af Salares af samme vej som du kørte ind i byen. Efter 6 minutters gang dukker informations tavlen op langs betonvejen til venstre. Gå op af betonvejen. På tavlen er ruten tegnet op. Gå op af betonvejen og bliv på denne indtil den bliver en jordvej. Snart ses bjergmassivet Mamora tårne sig op i 2065 m. samt byerne Salares og Sedella som hvide prikker. Hefra går man i en ue rundt om en bakketop og på den anden side dukker Salares op igen. Følg stien ned til byen og den gamle romerske bro, Puente Romano. Den skal vi over og så er vi tilbage i den nederste del af Salares. Gå igennem de smalle gader op til bilen.

Fábrica de la Luz (Lysfabrikken)

Der er to steder, som kaldes Fábrica de la Luz - Fábrica de la Luz de Cómpeta" og "Fábrica de la Luz de Canillas de Albaida" - det sidstnævnte sted kan man køre til på en asfalteret vej. Det er et "área recreativa" og "zona de acampada", altså et sted med picnic og camping faciliteter. Fra begge Lysfabrikker er der talrige stier ud i området.

 

Frigiliana og El Fuerte

Start: Højde:  419 m.
Stigning: Top af El Fuerte er 1006 m.
Længde tur/retur: Ca. 7 km.
Afstand fra Canillas de Aceituno: til start på vandringen er 44 km.
Vandretur: Bjerglandsbyen Frigiliana – bjergtoppen El Fuerte – og retur

Det var på bjerget El Fuerte, at de sidste maurere forskansede sig, da de i 1569 blev fordrevet af de kristne. Maurerne overgav sig ikke, men kastede sig i døden med deres børn ud fra El Fuerte. Turen starter bagved resterne af den gamle arabiske borg øverst i byen Frigiliana: El Castillo de Lízar. Der er ikke noget tilbage af borgen, idet man tog stenene til at bygge andre bygninger i byen. For at komme op på El Fuerte skal man over på den anden side af plateauet, som borgen lå på. Når man står på den nordlige del af plateauet kan man se et stort vandreservoir, El Pozo de Lízar samt stien, der fører op til El Fuerte. Man kan køre i bil til en parkeringsplads nedenfor borgen.
 

Frigiliana og Cerro de Pinto

Længde tur/retur: Ca. 7 km.
Varighed: Afhængig af pauser ca. 4 timer.
Afstand fra Canillas de Aceituno: til start på vandringen er 44 km.
Vandretur: Bjerglandsbyen Frigiliana – bjergtoppen Cerro de Pinto - og retur

I starten af 1800 tallet kæmpede kaptajn Pinto med dårlig sigtbarhed og brandstorm ud for kysten ved Nerja. Eneste holdepunkt han kunne navigere efter var en knold mellem floderne Rio Chillar og Rio Higueron. Han svor at hvis han fortsat kunne orienterer sig og styre fri af den farlige klippekyst så ville han som tak lade opføre en lille helligdom på knolden. Helligdommen er der den dag i dag og vandreturen går derop.

Turen starter i den spanske bjerglandsby Frigiliana. Fra byens hovedtorv følger i gaden, Cuesta Del Apero, som ender ud i en stejl betonrampe, der fører ned til Rio Higueron. Når I kommer ned til floden følger I denne til venstre op ad flodlejet. Efter ca. 20 minutter kommer I til et informationsskilt på højre side af floden. Her starter turen op fra flodlejet. Stigningen op fra flodlejet er stejl. Når I kommer op på toppen af flodlejet går I til højre og passerer et skilt med røde og hvide kryds. I følger de blå og røde markeringer langs bjergkammen. Ved en sten med én blå pil vælger I vejen til venstre og går op på det højeste punkt på turen 460 m over havet. Når I står på bjergtoppen kan I se turens mål en lille hvid prik på en bjergtop. Under hele turen har I bjerglandsbyen Frigiliana på jeres højre side lige på den anden side af Rio Higueron.

Følg stien ned fra bjerget i retning mod Helligdommen. Der er ikke noget at tage fejl af. Stien er fint markeret med farvede prikker på klipperne samt utallige varder. På et tidspunkt dukker en elmast op. Passer under el-ledningerne. Stien I kommer fra ender ud i en bredere sti - fortsæt ligeud af denne - men bemærk stien skarpt til højre. Denne sti skal benyttes på returvejen. Efter få meter kommer I til et T-kryds. Gå til venstre. Efter få meter vælger I den smallere sti til højre, der fører direkte op til La Cruz de Pinto. Returvejen går ned fra La Cruz de Pinto samme vej I kom op . Følg stierne til I kommer til stien fra elmasten, her følger I stien til venstre ned mod ruinen El Corral. Ruinen passeres venstre om. Når I rammer Rio Higueron følger I floden op til højre til I når stien fra udturen.
 

Puerto Blanquillo

Højdemeter: Ca.300 m.
Længde tur/retur: Ca. 8 km.
Varighed: Afhængig af pauser ca. 4 timer.
Vandretur: Denne vandretur kan også tage sit udgangspunkt i Fábrica de la Luz og så herfra vandre op til Puerto Blanquillo og retur igen.

Kør mod Frigiliana. Ca. 2,5 km før man når Frigiliana møder man et skilt, der viser mod ”Bar restaurant Acebuchal. Drej til venstre her. I starten kører man stejlt op af en asfalteret smal vej, senere går vejen over i en jordvej. Følg vejen til man når El Acebuchal. Byen El Acebuchal blev grundlagt i midten af det syttende århundrede. Byen blev rømmet i 1956 på foranledning af Guardia Civil. Man mente, at den republikanske guerilla, der stadig opererede i området, fik støtte fra landsbyen. I 1998 var de første huse restaureret igen. Her er ingen hoteller, trafikerede veje og trafikstøj, her er ingen diskoteker og supermarkeder, kun en samling huse og en bar/restaurant, hvor der serveres hjemmelavet spansk mad. Alle huse er restaurerede i samme andalusiske stil, smagfuld og med sans for detaljer.
 

Nerja - Rio Chillar

Højdemeter: Ca. 300 m.
Længde tur/retur: Ca. 8 km. (afhængigt hvor langt man ønsker at gå op af floden)  
Afstand fra Canillas de Aceituno: til start på vandringen er 42 km.
Vandretur: Kystbyen Nerja - Rio Chillar – og retur

Start vandringen fra Chillar flodens udmunding ved kysten i byen Nerja. Eller kør til  stenbruddet et stykke op af floden og start vandreturen herfra. Kør forbi fabrikken ved stenbruddet og parker bilen. Vandring langs Rio Chillar er velegnet en varm sommerdag, da man bevæger sig i bunden af slugten dannet af Rio Chillar. Man vandre delvis i skygge ofte med fødderne i rislende koldt vand. Der er masser af muligheder for at nedsænke sig i naturligt skabte ”jacuzzier” med dejlig køligt rent vand.

I starten når man vandre op af floden undrer man sig over at man er i en flod, der er stort set ingen vand på denne årstid. Langsomt dukker vandet frem i floden. I starten springer man lidt omkring for ikke at få våde sko.......glem det! Vandet dukker langsomt op, og man ender med at få våde sko. Efter ca. en halv times vandring kommer man til "Snævringen". Afstanden mellem klipperne er ned til 1 m på dette sted i floden. Hvis det har regnet om natten i bjergene kan vandstanden her være op til ½ m. Undertiden må man forlade floden og følge stierne på flodbrinken. Turen op til vandfaldene tager ca. 2 timer. I weekenderne kan der være mange mennesker oppe ved vandfaldene. Vandring op ad floden er utroligt varierende. Det er muligt at gå forbi vandfaldene længere op af floden. Ved en ruin kan man via bjergene returnere til udgangspunktet. Jeg anbefaler at man returnerer via Rio Chillar. Herlighedsværdien ved turen i floden overstiger langt returruten i bjergene.

Det er muligt at forlade Rio Chillar og gå via bjergene til byen Frigiliana. Denne tur er beskrevet nedenfor.
 

Frigiliana - Rio Chillar

Højdemeter: Ca. 450 m.
Længde tur/retur: Ca. 12 km.
Afstand fra Canillas de Aceituno: til start på vandringen er 44 km.
Vandretur: Bjerglandsbyen Frigiliana, til floderne Rio Higueron og Rio Chillar – Eller den anden vej fra Rio Chillar, over Rio Higueron til Frigiliana

Floden Higueron er opkaldt efter figentræer / higuera, der engang groede nær flodens udspring. Rio Higueron er ikke så "vild" som Rio Chillar, men er utrolig smuk. Turen starter i den spanske bjerglandsby Frigiliana. Fra byens hovedtorv følger i gaden, Cuesta Del Apero, som ender ud i en stejl betonrampe, der fører ned til Rio Higueron. Når I kommer ned til floden følger I denne til venstre op ad flodlejet. Efter ca. 20 minutter kommer I til et informationsskilt på højre side af floden. Her starter turen op fra flodlejet.

Stigningen op fra flodlejet er stejl. Når I kommer op på toppen af flodlejet går I til venstre og følger stien hele vejen til Rio Chillar. En flot tur med vekslende udsigter til bjerge, Middelhavet og kystbyen Nerja. Efter ca. 75 minutter kommer I til ruinen af en kalkovn, som minder om en iglo udført i sten. Ovnene møder man flere steder i bjergene, og den ses fx også på turen til El Fuerte. Efter ca. 2 timer når I ned til den smukke Rio Chillar. Hvis I har mulighed for at blive samlet op ved starten af Rio Chillar turen, kan I fortsætte turen ned af floden – alternativ må I vandre samme vej tilbage til bjerglandsbyen Frigiliana.
 

Rekreationsområdet Nacimiento og floden Rio Andárax

Højdemeter: Ca. 200 m.
Længde tur/retur: 7,6 km.
Tid: Cirka 3 timer
Afstand fra Canillas de Aceituno: til start på vandring er 170 km.
Vandretur: Área recreativa Nacimiento – floden Rio Andárax – og retur
Husk en lommelygte!

Det rekreative område - Área recreativa Nacimiento ligger 1,5 km fra byen Laujar de Andarax, Almería, Spanien. Her findes udendørs borde og bænke til fri benyttelse. Mange bader i floden Rio Andárax her. Kør forbi det rekreative område og parker bilen nede ved floden. I forlader flodlejet og går op af bjergsiden. Stien er bred hele vejen op i dalen langs Rio Andárax og man kan holde et godt tempo. På denne side af floden vandrer man næsten konstant i nåleskov. Et brandbælte passeres, her kan man se over på den anden side af flodsengen og skimte stien I skal over på.

Efter ca. 50 min. kommer man til et indhegnet område, der har et par bygninger, hedder Monterrey forestry house og ligger i 1250 meters højde. Det højeste punkt på denne tur. Følg vejen langs hegnet og gå ned mod floden. På vej ned mod floden passerer man en gård samt vinmarken nede til venstre. Følg vejen ned til floden. Man møder en gruppe skilte, drej ikke til højre, men gå videre ned. Husk man skal over på den modsatte bjergside på den anden side af floden. En sti ind til højre spottes i bunden af dalen. Tag den. Efter en kort tur på stien skal I krydse et vandløb på en bro. Broen er delvis skyllet væk, men det er dog ikke noget problem.  Følg vandløbet langs muren og drej op på stien til venstre for enden af klippevæggen Den mest spektakulære del af turen ligger foran jer.

Turen går nu tilbage på den modsatte side af flodsengen. Forsømte vandingskanaler dukker snart op. Følg kanalerne ned til bilen. Af og til forsvinder kanalen for at dukke op igen. Følg stien De farligste steder er der sat hegn op samt kabler at holde ved. Ingen grund til panik. Nyd udsigten, der er smukt på denne side af floden. Vandingskanalerne er enkelte steder hugget ind i klippen over kortere strækninger. Her får man kortvarigt brug for den medbragte lygte. Vandingskanalerne er stort set tørlagte, da ingen længere vedligeholder dem. Kanalen følger broen, Puente Chillo over floden. Kort tid efter broen kommer man til et jordskred, der har fjernet ca.50 m af stien og kanalen. Følg her stien op forbi jordskredet. Efter den sidste tunnel fortsættes et stykke langs stien. Tag den første sti til højre ind i bevoksningen ned mod floden og bilen.
 

Rio Verde

Højdemeter: Ca. 300 m.
Længde tur/retur: Ca. 6,0 km.
Afstand fra Canillas de Aceituno: til start på vandringen er 92 km.

Kør til byen Otivar. Kør gennem Otivar. Turen starter ca. 18 km efter Otivar mellem kilometersten 31 og 32. Vandreturen foregår i et smukt bjerglandskab med store vidder. Målet er Rio Verdes udspring og det 15 m høje vandfald Chorreras de los Palos. Når I først er på stien er der ingen problemer med at finde vej, man skal blot følge stien. Går man rundt i området nede ved vandfaldet støder man på adskillige rutemarkeringer. Følger man markeringerne ender man i terrænet omkring Rio Verde. Det kan ikke anbefales, da det er svært at orientere sig og finde tilbage. Følg derfor vandrestien tilbage af samme vej som I kom.
 

Tunel de las Palomas ved Granada

Højdemeter: Ca.400 m.
Længde tur/retur: Ca. 6,5 km.
Varighed: Afhængig af pauser ca.3,5 timer.
Afstand fra Canillas de Aceituno til start på vandringen er 142 km
Vandretur: Hængebro, tunnel og smuk vandring

Kør mod byen Monachil som er beliggende tæt på Granada. Kør igennem byen Monachil og følg skiltene mod Estation de Esqui, Ca. en km udenfor byen passerer I restauranten, El Puntaron inde til højre og 50 m derefter kommer parkeringspladsen også til højre. Dette er starten på jeres vandring. Gå ned af den lille bakke som I kom ind på parkeringspladsen fra. Drej til venstre ved orienteringsskiltet og gå ned af grusvejen.

Der er ikke langt til hængebroen og klippehule passagen. Man kan vælge at vende om og gå samme vej tilbage her hvis bjergene ikke tiltaler én. Det tager ca.25 min. at gå til hængebroen og tunnelpassagen kommer kort efter. I skal følge skiltene mod Tunel de las Palomas. Snart åbner landskabet sig op. Området er et yndet terræn for bjergbestigere. For os andre er der fine trapper at vandre på. I kommer til hængebroen, fortsætter over hængebroen og følger stien på den anden side som nu følger Rio Monachil floden. Bjergmassivet er imponerende. I kommer til endnu en hængebro, men fortsæt ligeud uden at krydse floden. Fortsæt på stien langs floden indtil skiltet nede ved floden viser sig. På skiltet står Puente de las Chorreras. Kryds broen og gå til venstre langs floden. Stien fjerner sig langsomt fra floden og det går svagt opad. Følg vejen mod Monachil. Sidste del af vandreturen foregår på grusvej - og I kommer tilbage til parkeringspladsen.
 

Pampaneira og Bubion

Højdemeter: Ca.300 m.
Længde tur/retur: Ca. 6,0 km.
Varighed: Afhængig af pauser ca.3,15 timer.
Afstand fra Canillas de Aceituno til start på vandringen er 120 km
Vandretur: Bjerglandsbyerne Pampaneira og Bubion, broen Puente del Molino, og ruinen Cortijo Haza Polvo.

Vandreturen er en rundtur, der starter i Pampaneira videre langs stier op til byen, Bubion herefter ned til broen Puente del Molino, stejl opstigning fra broen frem til ruinen Cortijo Haza Polvo, hvorfra nedstigningen starter til broen Puente de la Poza og Pampaneira.

Kør til byen Pampaneira. Det anbefales at dreje fra Granada motorvejen mod Orgiva. Turen langs dalen ind mod Orgiva er enestående flot. Når man kører ind i Pampaneira by møder man i start en af byen 2 P-skilte lige efter hinanden. Tag nr. 2 parkeringsplads hvis der er plads. Nr. 1 parkerings plads er forbeholdt busser, men plejer at blive fyldt med biler når nr. 2 er fyldt. Den gående p-vagt får 1 € . Gå op til torvet gennem de små smalle gader. På torvet ligger et turist informationskontor.

Fra torvet i Pampaneira skal I op i den øvre del af byen. Så tag gaderne opad indtil I kommer til et skilt der viser 1 km til byen Bubion. Herfra går det af stien mod Bubion. Stien er fint markeret. I Bubion så gå op til pladsen foran kirken. Herfra følg vejen hen til byens sportsplads. Gå venstre om sportspladsen og følg stien ned til Puente del Molino. Når I kommer til denne bro fortsætter I over broen, der fører over Rio de Rossas. På denne side af floden har man en stor del af tiden udsigt til Capileira, Bubion samt Pampaneira på én gang. I går op mod ruinen Cortijo Haza Polvo. Herfra starter nedstigningen til Pampaneira. På vejen ned passere I bl.a. broen, Puente de la Poza, og ruinerne af en gamle vandmølle. Herfra er der blot 10 minutters vandring tilbage til byen Pampaneira.
 

Capileira

Højdemeter: Ca.300 m.
Længde tur/retur: Ca. 7 km.
Varighed: Afhængig af pauser ca.4 timer.
Afstand fra Canillas de Aceituno: til start på vandringen er 130 km
Vandretur: En rundtur der starter i Capileira går til Puente Buchite via La Cebadilla og ender tilbage i Capileira. Turen forløber på begge sider af Rio Poqueira.

Parkere bilen på hovedvejen, der går gennem byen. Der er parkeringspladser nede i byen, men de er ikke særlig tilgængelige. Søg op i byen. Gå via Calle Carril samt Calle Castillo ud af byen. Snart dukker den første tur pæl op. Der er masser af pæle langs ruten. Stien møder en grusvej og resten af vejen til La Cebadilla foregår på en fin grusvej. På ruten møder man mange flotte cortijos – disse tærskepladserne møder man overalt i bjergene. Følg retningen mod La Cebadilla. Denne er en forladt arbejder landsby. I bebyggelsen var der i sin tid tilknyttet en lille kirke. der nu er lukket og delvis nedbrudt. Gå over broen. Her møder I en hydroelektriske station som er anlagt hvor floderne Rio Torin og Rio Naute løber sammen til Rio Poqueira. Returvejen går mod Puente Abuchite også kaldet Puente Buchite. Den forladte arbejder bebyggelse nu set fra den anden side af kløften. Nedstigningen mod broen Puente Buchite starter. Vandreturen fortsætter over broen og følg stien mod Capileira.
 

Torre del Maro – Vandretur langs kysten

Længde tur/retur: I kan vælge den korte rute på 2 km. eller ”trusseruten” på 8 km.
Varighed: Afhængig af pauser ca.1,5 timer for den lille og 3 timer for den store rute.
Afstand fra Canillas de Aceituno: til start på vandringen er 44 km.
Vandretur: Torre del Maro, tårnene langs kysten

Kør igennem Nerja og forbi Maro. Parker bilen få km udenfor Maro og gå ud til tårnet , Torre del Maro. Tårnets fod er massiv, fyldt op med jord og i de små etager foroven er der kun plads til nogle få mænd. Deres opgave var ikke så meget at yde modstand mod pirater som at slå alarm med ild om natten og røg om dagen, når der var "morros en la costa" – maurere på kysten. Tårnet stammer fra det 1500 århundrede. Gå på stien langs kysten så langt I har lyst. Man ser tårnene hele vejen langs kysten.

Trusseruten er en rundtur, der går langs med den smukke, forrevne kyst mellem to af Andalusiens fineste strande: La Playa del Cañuelo og La Playa de Cantarriján mellem Nerja og Almuñecar. Navnet ”Trusseruten” er ganske uofficel, men stammer fra at man ofte ser forreven rester af trusser i krat og flagrende på buske. Trusseruten er en rundtur på ca. 8 km. og den tager små tre timer at gå. Hvis man vil slå et slag ned til den lille spændende halvø, som ligger ved ruten, så må man lægge en ekstra time til turen. Der er omtrent 200 højdemeter at overvinde, og det er af og til ret stejlt, men til gengæld er det en vildt flot og spændende tur, som man sent glemmer. Turen starter ved Cantarriján stranden, som man kommer til fra N 340 lige før tunnellen ved Cerro Gordo. Om vinteren kan man selv køre de 1,4 km. ned til stranden og parkere på P-pladsen dernede, men om sommeren må man pænt parkere oppe ved hovedvejen og enten selv gå ned til stranden eller lade sig transportere i den bus, der kører i pendulfart mellem hovedvejen og stranden. Hvis man har parkeret på P-pladsen nede ved stranden, skal man gå tilbage opad mod hovedvejen et par hundrede meter for at komme til stien, som går af til venstre. Man ser to store sten, der flankerer en sti, og her starter ruten, som er en del af langdistancevandreruten GR 7.

Og nu går det opad for en stund. Det er en fin, velanlagt sti, så den er nem at gå på. Inden længe er vi oppe, og nu er det tid til at beundre den helt enestående udsigt mod øst med Cantarriján stranden og Cerro Gordo lige overfor. Den rød-hvide sti (fortæller at det er GR7 stien) fortsætter lige ud. Men der er også en sti, der går af til højre, og den er markeret med blå prikker. Det er den, vi skal tage, for den fører os nemlig op over ”el tajo” (klippevæggen) de la Caleta og ned igen. Stien er let at følge, og den er relativt velafmærket. Vi bevæger os opad på en bjergside, og det kan af og til føles lidt vildt, for der er langt ned. Til gengæld er udsigten betagende flot, og vi kan se helt til Motril mod øst og til bjerget ved Málagas lufthavn mod vest. Bag os ligger adskillige bjergkæder og under os ligger det blå Middelhav og beskyller den vilde kyst, så det bliver vist ikke flottere noget andet sted i verden.

Oppe på toppen følger stien bjergryggen, så det er en spændende og sjov sti at gå på. På et tidspunkt går stien ned igennem en lille skov, og her støder man på et lille kapel eller helligdom, der er helliget Judas. Ofte er masser af friske blomster og tændte stearinlys sat frem. Lige efter kapellet kommer vi ud på grusvejen, der går hen til parkeringspladsen til Cañuelo stranden. Men vi går til venstre og inden længe ser vi på venstre hånd endu en sti. Det er den, du skal tage. Efter ca. 100 m. kommer du til ruinen af en tærskeplads. Og sikke en beliggenhed! Et godt sted at nyde en forfriskning og beundre udsigten. Stien fortsætter nedad, og der er ikke noget at tage fejl af. På et tidspunkt kommer man til en stejl kløft, og her skal man beslutte, om man vil en tur ud på den lille fine halvø, der ligger her. Stien ud til halvøen går af mod højre lige ved kløften, og det kan anbefales at tage en afstikker ud på halvøen, for der ligger et par spændende ruiner derude, og helt ude på spidsen holder en koloni af sjældne havfugle til. Tilbage på hovedstien, som nu går i østlig retning, går du nedenfor ”el tajo” - den lodrette klippevæg. Inden længe er du der, hvor stien fører os tilbage ned til Cantarriján stranden. Hvis man ikke har haft mad med, er det en god idé at spise frokost på en af de to chiringuitos, der ligger her, for maden er god og det er skønt at sidder der og kigge ud over vandet, mens man spiser. Og så kan man jo passende kaste sig i bølgen med eller uden trusser, for Cantarriján er en af de kendeste og mest besøgte nudiststrande i Andalusien.
 

fotos-nederst-herbert-charlotte-hiking

Et hvil på vej ned fra bjerget La Maroma

 

Bøger og websider om vandring i Andalusien

Wikiloc.com er et sted til at opdage og dele de bedste udendørs spor til vandreture, mountainbiking og mange andre aktiviteter. Jeg har lagt alle mine vandringsspor ind på denne fremragende hjemmeside, således at alle kan få glæde heraf. Ovenstående forslag til vandring øst for Malaga, er således blot til ekstra inspiration når du søger gode vandringsruter og stier.

Bogen "Fod på Andalusien" - 40 udflugter med indlagt vandring i den sydspanske natur. Af Else Byskov. Kan bestemt anbefales.

 

icon-booking

 

Canillas Rental
Canillas.org
Facebook         Google+         Linkedin
Unique spanish rentals

  

Canillas Service
Canillas.es
Facebook        Google+         Linkedin
Your servicepartner at Costa del Sol

 

design mail2